3 autentiske fodboldoplevelser i England, som ikke sprænger banken

8. maj 2018

Championship er en ofte overset liga, hvor du oplever den ægte engelske fankultur – og samtidig til en pris, der er til betale.

Premier League stadions er et yndet rejsemål for fodboldfans. Forståeligt nok. Premier League huser nogle af verdens mest populære klubber, bedste fodboldspillerne og største trænernavne.

Det store antal fodboldturister på stadions har dog negative konsekvenser for stemningen på lægterne, hvor mange af tilskuerne ikke længere er de lokale supportere med klubtatoveringer på overarmene, far-søn medlemskort og arbejderblod i årene. Den store efterspørgsel gør det svært at få fat på billetter og har skruet priserne i vejret. Og f.eks. på Manchester Uniteds Old Trafford har træner José Mourinho ved flere lejligheder været efter tilskuernes manglende engagement.

Fodboldelskere burde derfor i stedet vende blikket mod Englands næstbedste række, Championship, hvis de vil opleve den autentiske engelske fankultur. Her anbefaler vi tre engelske klubber i Championship, der er et besøg værd, hvis du vil opleve tribunestemning i højeste kvalitet.

Leeds United

Leeds United er en sovende kæmpe i engelsk fodbold. Vi skal kun tilbage til start 00’erne for at finde arbejderbyen fra Vestyorkshire i en Champions League semifinale. Siden har en tvangsnedrykning pga. økonomiske problemer holdt traditionsklubben ude af det gode Premier League-selskab i 15 år.

Det er dog ikke noget, der har påvirket stemningen på Elland Road negativt. Fansene støtter stadig klubben i tykt og tyndt med et af de højeste tilskuergennemsnit i Championship. Og når spillerne bliver sunget ind til ordene: ”We are Leeds, we are proud”, fornemmer man som tilskuer ægte engelsk stolthed over at være fan af sin lokale klub på trods af mange års middelmådige resultater på banen og dårlige beslutninger på bestyrelsesgangene.

Millwall

Millwall er den oversete Londonklub. Stadionet The Den ser ikke ud af meget og har kun plads til 20.146 tilskuere, men Millwallsupporterne gør op for det ved at være nogle af de mest entusiastiske i England – på godt og ondt. Det er ikke for ingenting, at de hardcore supporteres slagsang lyder: ”No one likes us, we don’t care!”:

Har I mod på at opleve hooliganisme, når det går hårdest for sig, så er The Den et besøg værd. Da der ikke er pubs nær stadion, kan det anbefales at starte turen nær London Bridge-området, f.eks. på The Market Porter. Herfra er der ikke langt til stadion med offentlig transport, og I kan i ro og mag nyde en øl før kick-off eller indgå i betting om, hvem I tror ender i den eftertragtede top-seks, som kvalificerer til oprykningskampe til Premier League.

Sheffield United

Vil I have god atmosfære, så er Sheffield United et sikkert bud. Hjemmebanen Bramall Lane åbnede i 1855 og er det ældste professionelle fodboldstadion i verden. I modsætning til mange aggressive fodboldslagsange, har Sheffield Uniteds tilhængerne en mere humoristisk tilgang til opgaven med ”The Greasy Chip Butty Song”:

Hvis I samtidig kan kombinere jeres besøg til storbyen i Sydyorkshire med et lokalopgør mod rivalerne fra Sheffield Wednesday, der også spiller i Championship, så er I garanteret en oplevelse med vaskeægte engelsk stadionstemning i topklasse.

Så er I på udkig efter autentisk engelsk fodboldstemning til et mindre budget – billetter kan ofte fås til under 30 £ – så er disse tre klubber et godt bud.